Nu er det snart et år siden, at jeg blev syg. Det er vanvittigt at tænke på, at der allerede er gået et år. Helt vanvittigt. Jeg kan stadig huske lige så tydeligt, hvordan det startede. Stod i et supermarked i Italien, og pludselig slog det klik, og jeg kunne ingenting overskue. Jeg blev så forvirret. Og langsomt begyndt jeg at miste appetitten, jeg begyndte ikke at glæde mig til at se de mennesker jeg ellers elskede overalt på jorden. Jeg begyndte ikke at have lyst til at se mine veninder, min familie og min daværende kæreste. Det kom som et lyn fra himmelen. Det er mærkeligt at jeg lige præcis kan huske det øjeblik, hvor det hele startede.
Jeg begyndte også at få en uforklarlig angst. Hver morgen havde jeg det forfærdeligt. Havde ikke lyst til at stå op. Jeg rystede, frøs og svedte på samme tid. Mit hjerte bankede derudaf. Uden jeg vidste hvorfor.. Har aldrig oplevet noget mærkeligere. Gud, hvor var jeg bange.. Verden var slet ikke som den plejede at være. Følte mig fjern fra alting. Som i en bobbel, hvor man ikke kunne komme ud på den anden side. Også selvom man prøvede alt hvad man kunne at prikke hul i den bobbel. (Ved det lyder mærkeligt, og det er det også for folk, som aldrig har oplevet det). Det er en helt forkert følelse.
Puha, jeg havde det godt nok dårligt.. Det er vildt at tænke tilbage på, når jeg har det så godt, som jeg har det i dag. Det har været en sindssygt hård kamp. Man kan slet ikke forestille sig, at hver dag handlede om at ''overleve''. Sådan har min depression været. Lige indtil jeg fik indset, at jeg ikke havde det godt. Kan huske dagen, hvor jeg satte mig ned på sofaen og sagde til min mor: ''Mor, jeg er bare ikke glad. Jeg er heller ikke ked af det - bare ikke glad''. Lige fra den dag jeg erkendte, at der var noget rivende galt, der er det faktisk gået stille og roligt fremad med mig. At indse, at man har det dårligt er tit det vigtigste. Det gjorde jeg, og jeg er kommet SÅ langt. Jeg er så taknemmelig for al den hjælp jeg har fået.
Puha.. Det blev et langt og meget personligt indlæg. Men havde brug for at komme ud med det. Også fordi der er så mange der tror, at en depression handler om at være ked af det. Det gør nogle depressioner også - men sådan en form for depression er jeg ikke ramt af. For jeg er virkelig ikke ked af det - jeg er neutral. Der er følelser jeg ikke kan føle, men de kommer lige så stille tilbage. Og jeg glæder mig virkelig til at have hele mit følelsesliv tilbage. GLÆDER MIG.
