Men for f*****, hvor er det hårdt at indse, at man endnu ikke er klar til at leve en normal hverdag med job, uddannelse og pligter på ens skuldre. Ja, jeg har sagt, at man kommer så meget stærkere ud på den anden side efter en depression - og jeg ved det nok skal komme. Men det er ikke lige nu. For jeg er tydeligvis ikke ude på den anden side.
Jeg har fået et job, jeg har meldt mig på min drømmeuddannelse - og det hele skulle bare være rart og lige noget for mig, men hvad skal man gøre, når psyken og kroppen siger fra? Når hele din krop stritter imod at leve den hverdag, som jeg nu havde glædet mig til? Når jeg havde glædet mig til at leve livet igen, som jeg gjorde før jeg blev syg? Man skal lytte til alle de råb ens krop kommer med. Og det bliver jeg nødt til. Selvom jeg måske har lyst til noget andet - så må jeg lytte. For de sidste par dage har været en rigtig omgang møg med en helt masse gamle symptomer fra da min depression startede. Nedtrykthed, manglende appetit og lysten til at sove hele tiden.
Det er så svært for mig at se i øjnene, at jeg ikke kan klare alting. Virkelig svært.....
