5/01/2012

Mandag i maxi-dress






Jeg har tilbragt denne skønne dag i Field's med min familie, hvor jeg fik shoppet en masse nyt til garderoben :-) Blandt andet den skønne sorte maxi-kjole, som jeg har på, på billederne. Den er jeg simpelthen så glad for. Til sommer med flade sandaler eller til fest med et par høje sko. 

Det er godt nok helt vildt dejligt vejr i dag! Håber det fortsætter de næste dage, så jeg kan komme ud og nyde det, nu hvor jeg næsten ikke har nået det i dag. Har ellers en masse planer de næste dage, men jeg skal nok få tid til at få nydt solen :-)

Jeg håber i har en dejlig solskinsdag. 

4/29/2012

Dagens

New in - boligen

Jeg kunne ikke stå for denne smukke gine, da jeg så den. Den er så smuk, så den måtte med mig hjem :-)

Søndag d. 29 april

Hej bloggen :-)

Jeg tænkte jeg lige ville kigge ind og give jer en lille opdatering fra mig af. 
Min søndag startede utrolig dårligt med migræne.. Så jeg måtte skynde mig ind i seng igen og sove den væk - og det lykkedes heldigvis, så nu kan jeg få lidt ud af dagen. Om en times tid skal jeg med min mor på privathospital og blive scannet i hendes skulder. (Heldigvis ikke noget alvorligt - hun var bare en klovn at falde!!)...

I går var jeg til fødselsdag hos min mormor og moster, hvor vi fik lækker mad  fra den lokale kinesiske restaurant. Mit billede er også fra i går, hvor jeg havde min nye skjortekjole på fra h&m. Den er jeg allerede blevet ret glad for til trods for, at jeg ikke er helt vild med skjorte-kraver, men denne synes jeg virkelig godt om! Mener kun jeg gav 179,- for den. 

Jeg skal snart have lavet noget spændende på min krop ;-) Glæder mig til at fortælle jer om det.

Fortsat god søndag, søde læsere :-)


4/26/2012

Hvide ønsker















Lædervest - Gina Tricot / Wedges - Zara / Bikini - H&M / Hvid top med blonder - Topshop / Jeans - Topshop / Kort top - Rare / Kjole - S'NOB / Neglelak - China Glaze / Clutch - Zara

Livet er ikke perfekt - og det er jeg sgu heller ikke


Hvis du stræber efter det perfekte, så kan du ikke være lykkelig. Det er i hvert fald min påstand. Tænk hele tiden at gå og tro, at man skal gøre ALT perfekt. Sådan har jeg selv engang været - og nu har jeg fået min ''straf''. Min krop og psyke sagde fra. I 1.g var jeg skuffet over at få et 7-tal. Jeg sammenlignede konstant mig selv med alle andre og tænkte.. ''Gud, hvor er jeg ikke særlig pæn''. Jeg ville gøre alt for at være den perfekte datter i hjemmet. Opfylde alle krav - og gud, hvor var det hårdt. Jeg gav aldrig mig selv lov til at være mig selv. 

I 9. klasse oplevede jeg nok det, som alle frygter. Jeg oplevede, at blive ''smidt ud'' af samtlige af mine nære veninder. De veninder jeg havde haft gennem alle mine skoleår - nogle af dem endda også gennem mine år i børnehaven. Vi holdt altid sammen, men pludselig blev jeg uvenner med den ene - og vupti ... Så var man ude i kulden hos alle andre. Jeg synes det er forfærdeligt, at nogle personer kan have så stor indflydelse på så mange andre, at man kan få dem til at hade en person, som man ellers har haft næsten 10 gode år sammen. Men forestil jer mig.. Alle mine veninder vendt mig ryggen. Det var det hårdeste jeg nogensinde har oplevet, men jeg viste det ikke. Alle omkring mig sagde: ''Simone, hvordan klarer du det her så godt?'' - Tja, jeg ved det egentlig heller ikke. Jeg var stærk, troede jeg. Men at gå og bærer på noget så hårdt inden i sig selv og virke stærk udad til, det er rigtig hårdt. Sådan er det også med min sygdom nogle dage. Nogle dage ville jeg ønske, at jeg var så stærk, som det virker udad til. På nogle punkter er jeg det, men nogle gange har jeg bare lyst til at give slip på det hele - og lade mig selv være syg. 

At bære rundt på ting, som gør rigtig ondt på dig - og virke stærk overfor alle andre.... Ja, det er nok en af de ting, som jeg før i tiden var dårlig til at gøre. For jeg ville i hvert fald ikke gå og være hende den svage, som pludselig mistede alle sine veninder. Jeg ville ikke være hende der pludselig ikke kom med til ''gammel elev dag'' med alle mine bekendte fra folkeskolen, fordi den pige-gruppe havde så stor indflydelse på de andre. Jeg ville ikke være det, men jeg var det. Ligemeget hvor meget jeg prøvede at flygte fra det. På mig følte jeg det som mobning. Grov mobning. Tingene gik helt ind i sjælen, og jeg blev så ked af det. 

Jeg begyndte i 10 klasse, og langsomt begyndte jeg at glemme alle mine gamle veninder, og fik mig en masse nye. Det var rart for mig - men et venskab som har varet i 10 år, kan ikke bare lige erstattes, det er klart - men jeg blev en glad pige igen, da jeg startede i 10. klasse, fik succes, blev klar på, hvilken retning jeg skulle fortsætte i og så videre. Men.... Bare fordi at episoden året forinden var glemt - så lå det stadig dybt i mig.

Og nogle gange tænker jeg.... Har det en brøkdel af skylden af, hvordan jeg har det lige nu?
Lad nu bare facaden ligge og vær svag når du har brug for det, Simone. Alt andet går ikke.