Dette hjerte hænger på min skabsdør på mit værelse. Jeg ser på det hver dag - og det minder mig hele tiden om, hvor vigtigt det er, at være stærk. Og hvordan er man så stærk, når man har en depression? Ja.. Det er svært at være stærk, for når man har en depression, så er alt mørk. Ingen glæde ved noget som helst - og man har mest af alt bare lyst til at ligge sig under sin dyne. Men det har jeg erfaret, at det hjælper i hvert fald ikke. Jo, nogle dage, så kan man simpelthen ikke andet - men lige meget hvor skidt man har det, så hjælper det at komme ud. Ud og mærke naturen, og det er også vigtigt for mig, at gøre det hver evig eneste dag.
I starten af min sygdom havde jeg meget svært ved at være stærk. Bare jeg hørte det mindste negative, så græd jeg. Ikke fordi jeg var ked af det - bare fordi jeg var så frustreret over folk, som brokkede sig over de mindste ting i hverdagen. Hvis i skal brokke jer, hvad f***** skal jeg så gøre? Jeg har fået flået mit liv ud af hænderne (sådan føles det i hvert fald) - og her sidder i og brokker jer over, at i ikke lige gider kører ned til supermarkedet og hente en liter mælk? Hvad søren er meningen? Hvis jeg havde overskud til det - så var jeg med glæde hoppet op på min cykel og kørt ned for at hente den ski** liter mælk.
Jeg synes generelt, at man skal lade vær med at brokke sig over de mindste ting her i livet - for hvad vil man så gøre, når man virkelig møder modstand i livet? Jeg brokkede mig også over de mindste ting, inden jeg blev syg - det gør alle, det ved jeg, men folk burde virkelig tænke lidt dybere over livet - man ved aldrig, hvornår det ændrer sig.
