Lige fra starten af min sygdom har det eneste man kunne se på mig udefra været, at jeg ikke havde nogen som helst gnist i mine øjne. De var bare tomme. Jeg var helt tom i blikket.
Da sygdommen virkelig fik fat, der kunne jeg sidde og stirre ud i luften i flere timer og bare være tom i blikket. Det var forfærdeligt. Det var ikke ''jeg er ked af det-øjne'' - nej, de var helt tomme for udtryk. Og det var specielt noget mine forældre lagde mærke til, har de senere fortalt mig.
Jeg kan også huske, da jeg var til lægen (inden en psykiater tog over), at hun sagde til mig: Jamen... Du kommer her hver gang, dit tøj passer sammen, du ser ''godt ud'' - og det har en ''rigtig'' depressiv simpelthen ikke overskud til. MEN - én af de ting der har været vigtig for mig gennem mit sygdomsforløb har været, at det ikke skulle stråle ud af mig, at jeg var syg. Det var kun helt i starten at jeg var fuldkommen ligeglad med, hvordan jeg så ud. For hvad var et pænt ydre, når der var kaos indeni? For mig var det ligesom at tage en facade på. Og det havde jeg ikke lyst til. Men det ændrede sig på et tidspunkt, da jeg begyndte at se fremad. Har 10000 gange fået kommentaren: ''Jamen du ser jo ikke syg ud?'' Nej, hvis jeg tager mit yndlingstøj på, lægger en pæn make-up, sætter mit hår og smiler (selvom det kan være en kamp til tider) - så er der INGEN der kan se, at jeg er syg. Derfor kan jeg også huske, at min læge ''tvivlede'' meget på, om jeg faktisk var ramt af en depression.
Det stod klart for min psykiater, bare da hun så på mig, at jeg var syg - og det kom slet ikke som en overraskelse for hende, da vi tog ''depressions-testen'' og jeg scorede ''top-point'' og faktisk var ramt af en svær depression.
Her på det sidste har jeg fået mange kommentarer fra mine familiemedlemmer, venner og veninder, som fortæller mig, at der er ''gnist i mine øjne igen''. De er ikke bare tomme. Der er faktisk begyndt at komme liv i dem igen. Årh, hvor er det rart, når jeg får det at vide. Så kan jeg virkelig se, at jeg er kommet langt. Jeg kommer tættere og tættere på en normal hverdag igen. Selvfølgelig er der stadig masser af dårlige dage - men til gengæld begynder der også at komme gode dage igen. Jeg kan se fremad nu! :-)