Når man har svær depression, som jeg har - så må man ganske enkelt ikke undvære medicin. Eller jo, man må godt - men hvis man har prøvet hvilken smerte det er, så vil du simpelthen ikke uden, det kan jeg love dig for.
De første to måneder af min sygdom var det min læge der medicinerede mig - og i hele to måneder skete der ikke det mindste fremskridt. Søvnløse nætter, ingen appetit, angst for livet og en total fremmedgørelse for mig selv, så jeg bare lå stiv som en pind hen i sengen og ikke engang orkede at løfte armene for at tage fjernbetjeningen. De første små fremskridt er først sket efter jeg er blevet henvist til en psykiater, som VIRKELIG har styr på, at medicinere - men alligevel er det slet ikke sikkert, at de forskellige præparater virker som de skal, lige på mig og min depression. For vi alle reagerer forskelligt på medicin. Derfor er det en lang vej for at finde den medicin, som hjælper lige præcis mig. Jeg har været igennem snart 5 forskellige, og nu ser det ud til, at det går fremad med den kombination, som min psykiater har fundet. Og det er jeg jo lykkelig for. Tænk hvis jeg snart kan komme op til overfladen igen - det kunne være fantastisk.
Det er ikke kun medicin, som hjælper mig op til overfladen igen - det er selvfølgelig også en masse samtaleterapi, og når man har en depression, så må man endelig ikke tro, at man udelukkende pga. medicinen bliver frisk - for når du så bliver frisk og skal slippe din medicin; så falder du ned i samme hul igen, gør de samme fejltagelser i din hverdag osv.
Min depression kom ud af det blå, så det er klart, at jeg har brugt mange timer til samtaler med min (FANTASTISKE) psykolog for at finde ind til, hvad der netop har fået mig helt ned med nakken.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar