Thoughts

Egentlig er der noget jeg har tænkt over, siden jeg blev syg med depression. Tit tænker jeg: ''heldigvis, det her er ikke en sygdom, som jeg dør af. Det er en alvorlig sygdom, men ikke som kræft f.eks. er'', men folk burde frygte en psykisk sygdom lige så meget som de frygter en alvorlig fysisk sygdom.

Der er ikke mange der tænker over, at en psykisk sygdom lige så godt kan ramme dig som en fysisk sygdom kan. Faktisk er depression en folkesygdom i Danmark. Alle kan blive ramt - også dig; selvom du render og føler dig lykkelig, for det gjorde jeg også. De første dage, hvor jeg mærkede symptomer på sygdommen, der rendte jeg og så på billeder af de ting, som jeg elsker aller mest, og så smilede jeg... For hvad var der dog, som jeg skulle være ked af? Ikke fordi jeg var ked af det - jeg var bare ikke glad.

Jeg prøvede at høre musik, som burde gøre mig glad - shoppe, snakke med min familie, men pludselig havde jeg ikke engang lyst til de ting, som før gjorde mig glad. Nu havde jeg bare lyst til at isolere mig herhjemme - og det gjorde jeg. I flere måneder. Jeg fik så meget skyldfølelse over ikke at kontakte min kæreste, min bedste veninde, mine veninder fra skolen, ikke at interessere mig for min familie.. Bare ligge dér, som en pind, der ikke gad interessere sig for livet. For hvor var mit liv? Synes pludselig det var taget fra mig, selvom jeg havde alt hvad jeg bad om.

Én ting er sikkert: En depression tager AL livskvalitet fra dig. Det vil jeg gerne være nummer 1.000.000 til at skrive under på, for alle der har prøvet det; ved hvad jeg snakker om.
Jeg ved, at det kan være utrolig svært at forestille sig, hvordan det er at have en depression; og faktisk tror jeg slet ikke man kan sætte sig ind i det, før man selv har prøvet det.

Vil ikke engang ønske denne sygdom til selv min værste fjende.