Et af de første tegn på min depression var en utrolig lammende tomhed, og jeg fik fornemmelsen af at være død (ja, utroligt- men sandt) - og igen: det er en følelse man slet ikke kan forestille sig, hvis ikke man har prøvet det. Jeg blev så angst og bange. Vidste ikke hvordan jeg skulle agere. På nogen måde. Jeg sagde til mig selv: "rolig, Simone. Du er jo lige her. Du lever". Utroligt nok, men du føler slet ikke du lever, når du rammes af den tomhed. Den er så lammende, så ubeskrivelig. Som et tomt hul i maven. Som om du er en tom skal, der ikke er til stede.
Oveni den forfærdelig tomhed er jeg også blevet ramt af en forfærdelig fremmedhed overfor mig selv. Når jeg rørte ved mine hænder, mine ben, mine arme- så følte jeg ikke, at min krop var min. Skræmmende, men sandt. Men igen; det er jo "kun" en følelse, for ligemeget hvor slem en fremmedgørelse jeg får, vil jeg jo altid svare: jeg hedder Simone Nissen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar