Be strong, girl

Jeg har fra starten af min sygdom bare haft én ting i hovedet: ''Vær stærk, Simone''. Og det har jeg været. Det meste af tiden - lige undtaget af de tidspunkter, hvor jeg simpelthen ikke har kunnet være stærk. Første gang jeg VIRKELIG brød sammen og intet stærkt havde i mig; var da jeg skulle fortælle min historie til min psykiater. Jeg græd, jeg græd og jeg græd. Jeg kunne nærmest ikke forklare noget om, hvordan jeg havde det - uden at jeg begyndte at græde. Puh, hvor var det forfærdeligt. Men hold k***, hvor er jeg blevet stærk gennem den her sygdom. De fleste der har været igennem en depression, har sagt at man kommer SÅ stærk ud på den anden side - og det vil jeg virkelig gerne skrive under på. Allerede nu (selvom jeg ikke er rask), så kan jeg virkelig mærke, hvor meget kampen med den her sygdom, har gjort mig stærk. Og så er der de ting, som jeg er blevet bedre til: Jeg er blevet bedre til at tænke på mig selv, lytte til min krop, sige fra, og give mig selv al den luft og tid, som jeg har brug for. 

Jeg er også blevet ufattelig god (set i forhold til i starten af min sygdom) til at være positiv. Se det positive i hverdagen i stedet for at fokusere på min sygdom. Én ting som også langt om længe er kommet tilbage til mig, det er mit mod. I starten var jeg fuldkommen modløs. Jeg ''turde'' ingenting. Jeg havde det bedst under dynen. Livet udenfor min dør skræmte mig simpelthen. Bare at få besøg af mine veninder, min familie og min kæreste var skræmmende. Jeg gik i baglås ved at tænke over det. Hvorfor ved jeg ikke - men verden var så langt fra mig - og sygdommen havde taget modet fra mig. Mit mod til at leve livet, mit mod til at være i selskab med andre. Udover jeg ikke går i skole eller passer et arbejde (det er jeg stadig ikke i stand til) - så har jeg faktisk næsten en normal hverdag nu. Jeg går udenfor døren hver dag, jeg kan tage op i byen, jeg kan tage ud og shoppe, jeg kan tage toget igen. Tænk, at jeg var bange for det.. Jeg forstår ikke, at en sygdom kan tage modet fra en. Men det kan den altså, og det er forfærdeligt. Jeg er simpelthen så glad for, at jeg ikke længere er modløs. Mit liv er lige så stille på vej tilbage - og tanken er så rar.