''I'm fine - I'm just not happy''

Jeg har det fint - ingen tvivl der. Jeg kan leve - på trods af, at jeg har en svær depression. Og det er et  fremskridt. Et KÆMPE fremskridt. I starten levede jeg på ingen måde. Lå bare og var angst for livet. Livet foregik på sofaen og i min seng. Jeg var bange for sygdommen, bange for livet - bange for at.... ja. Leve. Mit sted var på sofaen under dynen. Der følte jeg mig bare en lille smule tilpas. Her kom der ingen indtryk, som blev for meget for mig.

Jeg kan huske, at jeg en dag tog med min mor i byen. Jeg gik lige ind i butikken (netto tror jeg det var) - og så var jeg bare helt rundt på gulvet. Min mor spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig; og ikke engang dét kunne jeg tage stilling til. Det var som om jeg gik rundt som en robot - tog det ned af hylderne min mor bad mig om, og så gik jeg bare videre. Inde i min egen lille bobbel, hvor livet foregik liiiiige ude på den anden side, men jeg kunne ikke komme derud. Jeg gik rundt i min bobbel af ingenting. Min bobbel af tomhed. En knugende tomhed i min mave. Det var for meget for mig, jeg ville hjem og gemme mig under min dyne. På det tidspunkt havde jeg ikke lært at ''leve'' med min sygdom. Her var jeg stadig angst for, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. 

Efter ca. 3 måneder, hvor jeg kun blev mødt af en meget uforstående læge, som bare udskrev anti-depressiv medicin til mig uden rigtig at gøre andet - så fik jeg en tid hos en psykiater. Først efter min samtale hos hende lærte jeg at leve med min sygdom. Jeg fik et ''det er helt normalt at have det sådan, når man har en så svær depression, som du har'' - og først dér begyndte jeg at lære at leve med min sygdom. Det gav ro. Det gav ro at få at vide, at jeg ikke var ved at blive ''sindssyg'' - for det troede jeg virkelig. Hvordan kunne man pludselig føle, at man ikke var en del af verden? Verdenen føltes ikke virkelig. ''Den følelse kaldes uvirkelighedsfølelse'' fortalte min psykiater mig. Det gav også ro. Ro i alle mine tanker om, om jeg dog var ved at blive skør....

Nu kan jeg leve et liv, selvom jeg er syg. For jeg er ikke længere bange. Nu er jeg forståelig overfor min sygdom, og jeg har accepteret, at jeg skal leve med det lidt endnu. Nu har jeg lært at leve med, hvordan jeg har det. Så nu kan jeg tage ud og shoppe, hygge mig med min familie, ses med mine veninder, nyde at være sammen med min kæreste, nyde at tage en tur i biografen - gøre alle de ting jeg ved, at jeg elsker. Også selvom det ikke gør mig lykkelig; så ved jeg, at det er noget jeg synes er godt for mig. For én ting er vigtig i helbredelsen af min depression- at tænke på mig selv, at gøre de ting jeg kan lide - og gøre de ting jeg synes er rart.

Jeg kæmper - jeg gør ALT hvad der står i min magt for at få det bedre.