I starten af min sygdom var jeg næsten ikke i stand til at græde. Jo, jeg græd af angst for, hvad der var ved at ske mig. Men jeg var ikke ked af det. Sorg var ikke det der fyldte hos mig. Tomhed var, hvad der fyldte hos mig. Min person var tom - og mine følelser var lammet. Jeg var lammet af tomhed. Og så var der angsten, angsten for, om jeg nogensinde skulle blive rask.
Her på det sidste; 6 måneder inde i mit sygdoms forløb kan jeg pludselig græde af ingenting. Ud af den blå luft kan tårerne presse på, og så skal de bare ud. På en måde er det en forløsning. På en måde letter det at tårerne kommer ud - for der må jo gemme sig en sorg bag tomheden. En sorg over, at man føler, at livet er gået i stå; at ens person er blevet revet ud af en. En sorg over, at man ikke kan være der for de nærmeste, en sorg over, at man ikke kan tage sig sammen til noget som helst - men den sorg, er ikke en jeg mærker til.
Jeg mærker frustration, når jeg begynder at græde. For så kommer alle de triste tanker pludselig. Hvorfor skal jeg være syg? Hvorfor skulle det ramme mig? Hvorfor må jeg ikke have lov til at føle glæde? Hvorfor må jeg ikke have lov til at føle den lykke, som de fleste andre mennesker føler? Hvor er det uretfærdigt. Hvor er det uretfærdigt, at lykken skal rives ud af hænderne på mig - mens jeg faktisk har alt, hvad jeg kunne ønske mig - og alligevel ligger jeg her; og er en tom skal. Tomhed, tomhed, tomhed og atter tomhed.
''Jeg er lykkelig, faktisk. Så fandme nej om en depression skal overtage mit territorium''
Ingen kommentarer:
Send en kommentar