Ja, jeg kan leve et liv nu ....

Men.... Jeg er langt fra rask. Jeg lever et nogenlunde normalt liv nu - selvfølgelig bare et liv uden skole, arbejde og FØLELSER. Og sidstnævnte er så frustrerende. Jeg vil have mit følelsesliv tilbage. Jeg vil kunne blive sur, blive glad, glæde mig til noget. Lige nu er jeg faktisk bare glad for, at jeg er nået så langt, at jeg har et liv der ikke længere foregår på sofaen. Et liv der ikke længere bare er plaget af... ja.... ingenting. Mit liv var revet ud af hænderne på mig, men jeg synes det er på vej tilbage. Jeg føler mig så stærk, når jeg tænker på, hvor langt jeg er nået. At jeg lige nu sidder og er så åben om det. Du er stærk, Simone!

Jeg har været til psykolog i dag. Samtalerne med min fantastiske psykolog bliver kortere og kortere - og det er positivt. Jeg har ikke længere ting der plager mig - de er snakket ud. Og det er sådan en rar følelse. Bare at sætte mig foran hende og sige: ''Jamen, jeg har faktisk ikke nogle ting der plager mig.'' Det er skønt. Jeg er kommet så langt, at jeg lever med min sygdom. Jeg lever med, at jeg nogen dage ikke lige kan klare at stå op fra sengen - og det er okay. Det er okay, at jeg har dage, hvor hele verden bare er ligegyldig for mig. Jeg skal give mig selv lov til at have de dårlige dage - for de er der stadig, men der bliver mindre af dem.

Nogle dage synes jeg, at det er så uretfærdigt. For det forfærdelige ved den her sygdom er, at jeg ikke ved, hvorfor den er opstået. Alle handler vel forkert? Men hvorfor skulle jeg ende så langt nede? Ja, sygdommen kan ramme alle - på alle tidspunkter. Samtidig ved jeg også, at folk der har været ramt af en depression har stor chance for at blive ramt igen. Jeg vil kæmpe alt hvad jeg kan, for ikke at komme så langt ned igen. Dengang var jeg 49 kg tung. Jeg smed næsten 8 kg. Det var forfærdeligt. Jeg gjorde ingenting - vægten røg bare ned. Det samme gjorde humøret - selvtilliden og selvfølelsen. Jeg vil gøre alt for at lytte til de tegn jeg nu kender, så jeg ikke kommer helt ned i det mørke igen. Søge hjælp og passe på mig selv, hvis det skulle ske.

Lige nu er jeg et sted, hvor sygdommen er til at leve med - men årh... hvor vil jeg gerne ud over kanten. Væk fra sygdommen, væk fra anti-depressiver og væk fra mine mørke dage. Men jeg er så glad for, at jeg trods alt er her, hvor jeg er nu.