Hvis du stræber efter det perfekte, så kan du ikke være lykkelig. Det er i hvert fald min påstand. Tænk hele tiden at gå og tro, at man skal gøre ALT perfekt. Sådan har jeg selv engang været - og nu har jeg fået min ''straf''. Min krop og psyke sagde fra. I 1.g var jeg skuffet over at få et 7-tal. Jeg sammenlignede konstant mig selv med alle andre og tænkte.. ''Gud, hvor er jeg ikke særlig pæn''. Jeg ville gøre alt for at være den perfekte datter i hjemmet. Opfylde alle krav - og gud, hvor var det hårdt. Jeg gav aldrig mig selv lov til at være mig selv.
I 9. klasse oplevede jeg nok det, som alle frygter. Jeg oplevede, at blive ''smidt ud'' af samtlige af mine nære veninder. De veninder jeg havde haft gennem alle mine skoleår - nogle af dem endda også gennem mine år i børnehaven. Vi holdt altid sammen, men pludselig blev jeg uvenner med den ene - og vupti ... Så var man ude i kulden hos alle andre. Jeg synes det er forfærdeligt, at nogle personer kan have så stor indflydelse på så mange andre, at man kan få dem til at hade en person, som man ellers har haft næsten 10 gode år sammen. Men forestil jer mig.. Alle mine veninder vendt mig ryggen. Det var det hårdeste jeg nogensinde har oplevet, men jeg viste det ikke. Alle omkring mig sagde: ''Simone, hvordan klarer du det her så godt?'' - Tja, jeg ved det egentlig heller ikke. Jeg var stærk, troede jeg. Men at gå og bærer på noget så hårdt inden i sig selv og virke stærk udad til, det er rigtig hårdt. Sådan er det også med min sygdom nogle dage. Nogle dage ville jeg ønske, at jeg var så stærk, som det virker udad til. På nogle punkter er jeg det, men nogle gange har jeg bare lyst til at give slip på det hele - og lade mig selv være syg.
At bære rundt på ting, som gør rigtig ondt på dig - og virke stærk overfor alle andre.... Ja, det er nok en af de ting, som jeg før i tiden var dårlig til at gøre. For jeg ville i hvert fald ikke gå og være hende den svage, som pludselig mistede alle sine veninder. Jeg ville ikke være hende der pludselig ikke kom med til ''gammel elev dag'' med alle mine bekendte fra folkeskolen, fordi den pige-gruppe havde så stor indflydelse på de andre. Jeg ville ikke være det, men jeg var det. Ligemeget hvor meget jeg prøvede at flygte fra det. På mig følte jeg det som mobning. Grov mobning. Tingene gik helt ind i sjælen, og jeg blev så ked af det.
Jeg begyndte i 10 klasse, og langsomt begyndte jeg at glemme alle mine gamle veninder, og fik mig en masse nye. Det var rart for mig - men et venskab som har varet i 10 år, kan ikke bare lige erstattes, det er klart - men jeg blev en glad pige igen, da jeg startede i 10. klasse, fik succes, blev klar på, hvilken retning jeg skulle fortsætte i og så videre. Men.... Bare fordi at episoden året forinden var glemt - så lå det stadig dybt i mig.
Og nogle gange tænker jeg.... Har det en brøkdel af skylden af, hvordan jeg har det lige nu?
Lad nu bare facaden ligge og vær svag når du har brug for det, Simone. Alt andet går ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar