''Den er godt nok sej, hva?''

JA. Det er den. Den er sej, den er hård og den er ond. Jeg snakker selvfølgelig om depressionen.

Lige nu sidder jeg (og er ved at dø af varme) på terrassen. Jeg er lige kommet hjem fra psykiater. ''Det her er det absolut stærkeste præparat, som vi har''. Den sætning sagde hun, da hun fortalte mig, at vi blev nødt til at prøve ''nye veje'' i kampen mod det depressive, som stadig sidder i mig. Det var lidt lige som at sige til en alvorlig syg  patient, at man snart ikke kunne gøre mere. Sådan følte jeg det virkelig. Tænk hvis dette er den sidste mulighed for at finde noget, som kan gøre mig glad igen? Gider egentlig ikke tænke den tanke, for jeg skal nok blive rask igen, det ved jeg. Og med snuden sat op efter, at jeg igen skal vende tilbage til det studie, som jeg var så glad for - det gør mig positiv. Jeg har lyst til at starte igen. Lyst til at få en hverdag til at køre.

Og når jeg så starter med at sige, at den er sej, hård og ond, så vil jeg faktisk ikke snakke mere grimt om den her sygdom, for hold k***, hvor er jeg blevet stærk. Jeg kommer ud på den anden side som et stærkere menneske. Tænk at jeg er kommet så langt. Når selv min psykiater siger: ''Det er godt nok en sej og svær depression du har revet til dig'', så bliver jeg virkelig stolt af mig selv over, hvordan jeg har tacklet den, og hvordan jeg bliver ved med at tackle den. 

I kan sagtens pege af mig og sige: ''Ha... hun er gået ned med flaget, er på lykkepiller og har fået en psykisk lidelse (nogen vil sikkert kalde det psykisk SYG - og nogen tænker sikkert, at man er MØG svag)'' Men nej, jeg er ikke svag - og JA, jeg er gået ned med flaget og ja, jeg har en psykisk lidelse. Men du går jo ikke og peger af folk der er alvorligt syge og siger: ''Ha... hende der har ikke lang tid tilbage'', vel?